Afsted eller af sted
I Retskrivningsordbogen 2012 er både afsted og af sted m.fl. blevet korrekte former.
Et eller to ord?
I Retskrivningsordbogen 2012 er det tilladt at skrive visse hyppige ordforbindelser i ét ord. Det er også tilladt – som tidligere - at skrive dem i to ord. Der vil altså være valgfrihed mellem de to skrivemåder.
Der har altid været ordforbindelser som mange sprogbrugere har opfattet som ét ord selvom de historisk har været dannet af flere ord.
Fx var ifølge oprindelig to ord (i følge), og det samme gælder farvel (far vel).
Også skrivereglerne for af sted har været forskellig i tidens løb:
Af sted, afsted gennem tiderne | |
frem til 1872 | afsted |
1872-1889 | afsted el. af Sted |
1889-1955 | af Sted |
1955-2012 | af sted |
2012- | af sted el. afsted |
Der er tradition for at skrive sådanne forbindelser som ét ord når de opfattes som et ord. Det beror på et skøn hvilke ordforbindelser man må antage bliver opfattet som et ord snarere end en ordforbindelse. Skønnet er baseret på sprogbrugspricippet, dvs. hvilke former sprogbrugerne faktisk bruger.
I en række tilfælde kan begge opfattelser (et ord, flere ord) være til stede i sprogsamfundet samtidig. I den slags tilfælde er der er tradition for at tillade begge skrivemåder.
Allerede valgfri er fx: | Nye valgfri er: |
forresten el. for resten | afsted el. af sted |
herregud el. herre gud | allesammen el. alle sammen |
selvom el. selv om | alletiders el. alle tiders |
simpelthen el. simpelt hen | allevegne el. alle vegne |
tillykke el. til lykke | ombord el. om bord |
Se flere eksempler i retskrivningsreglernes § 19.5.
Litteratur:
Hansen, Erik (1981). Skrift, stavning og retstavning. København: Hans Reitzels Forlag, s. 89-90.
Jacobsen, Henrik Galberg (2010). Ret og skrift. Officiel dansk retskrivning 1739-2005. Dansk Sprognævns skrifter 42, især s. 666-673.