Spring navigation over

Succes'en eller succesen

I Retskrivningsordbogen 2012 blev en valgfrihed om brug af apostrof fjernet.

Ændring i brug af apostrof

I Retskrivningsordbogen 2012 er formerne uden apostrof ved bestemt form og pluralis (flertal) i ord som fileten og succeser enerådende.

Tidligere kunne man vælge om man ville bruge apostrof eller ej i ord af fremmed oprindelse der endte på en stum konsonant og trykstærk stavelse.

Også ved ord af fremmed oprindelse der ender på -c skal man undlade apostrof og skrive cognacer og francen. Det er også en ændring i forhold til tidligere retskrivningsordbøger:

Dette giver færre dobbeltformer i Retskrivningsordbogen 2012.

Man har længe foretrukket formerne uden apostrof. Det er dog kun fremgået indirekte.

I Retskrivningsordbogen 1986 skrev man i Retskrivningsreglerne at man "eventuelt" kunne bruge en apostrof "foran en dansk endelse til et fremmedord" af denne type. Ved at bruge ordet "eventuelt" pegede man på at skrivemåden uden apostrof var den foretrukne. Desuden anførte man kun bøjningsformen uden apostrof ved selve opslagsordet. Muligheden for at bruge en apostrof blev kun nævnt bag i bogen i Retskrivningsreglerne § 6.5. På den måde fik skrivemåden uden apostrof også en foretrukken stilling.

I Retskrivningsordbogen 1996 havde man fjernet ordet "eventuelt" fra Retskrivningsreglerne, og man oplyste om bøjningsformen uden apostrof ved selve opslagsordet (med henvisning til § 6.5. i Retskrivningsreglerne). Stadig havde formen uden apostrof en foretrukken stilling. Dette var uændret i Retskrivningsordbogen 2001.

Litteratur:

Jacobsen, Henrik Galberg (2010). Ret og skrift. Officiel dansk retskrivning 1739-2005. Dansk Sprognævns skrifter 42, især s. 263 og 703-705.