Pronomener i Retskrivningsordbogen

I denne artikel præsenteres de normændringer i 5. udgave af Retskrivningsordbogen der angår pronomenerne, samt baggrunden for dem.

Indledning

I Retskrivningsordbogens 5. udgave er der foretaget ændringer i retskrivningen i ca. 150 opslagsord. En del af disse ændringer har med pronomenerne (stedordene) at gøre: Ændringerne omfatter både ét ord der ikke længere er et pronomen, ord der er blevet til pronomener, samt bøjningen af pronomenet man. I det følgende gives først en kort introduktion til ordklassen og dens underinddelinger. Derefter udlægges ændringerne og baggrunden for dem.

Ordklassen pronomener og dens underinddelinger

Pronomenerne er en relativt lille ordklasse – 44 opslagsord i Retskrivningsordbogens 5. udgave (herefter: RO 5) har ordklasseangivelsen ”pron.” – men en ganske forskelligartet ordklasse. Fælles for ordene er at de ofte ’står i stedet for noget andet’ (jf. den latinske betegnelse pro-nomen og den danske betegnelse stedord). De har forskellige bøjningskategorier, og nogle mangler bøjningsformer. Derfor inddeles pronomenerne ofte i en række underkategorier på baggrund af bøjning og/eller betydning, fx demonstrative, personlige, possessive, refleksive, interrogative og indefinitte pronomener, afhængigt af hvilken grammatikbog man konsulterer. Alene på baggrund af bøjningen kan pronomenerne i Retskrivningsordbogen inddeles i 3 eller 4 kategorier; se eksempler herpå i tabel 1.

Tabel 1. Inddeling af pronomenerne på baggrund af bøjning

Den første kategori, pronomener der bøjes i kasus, omfatter fortrinsvis de personlige pronomener (jeg, du, han, hun, vi, I, de, De) og nu også det generelle pronomen man (se nedenfor). Ikke alle pronomener har komplet bøjning: I fx første person singularis findes kun nominativ og oblik (akkusativ), men ikke genitiv (fx jeg – mig; min/mit/mine er possessivpronomen), mens andre pronomener har fuld bøjning (fx han – ham – hans).

Den anden kategori, pronomener der bøjes som adjektiver (dvs. i køn og tal), rummer flere af de ovennævnte underinddelinger man kan finde i grammatikkerne: de demonstrative pronomener den, denne og hin, de possessive pronomener din, min og vor, det refleksive pronomen sin og det interrogative pronomen hvilken. Hertil kommer de universelle pronomener al, enhver, hver og hvilken som helst, de ubestemte pronomener en og nogen og de nægtende pronomener ingen og ingen som helst. Også i denne kategori er der pronomener uden komplet bøjning: En del pronomener mangler pluralis, fx hver – hvert.

De to sidste kategorier, pronomener med genitiv og ubøjelige pronomener, kan ikke umiddelbart adskilles i Retskrivningsordbogen, og de har da heller ikke så megen betydning for Retskrivningsordbogen som de har for Det Centrale Ordregister (COR). COR er et register over det danske ordforråds lemmaer og ordformer specielt udviklet til at understøtte sprogteknologiske projekter (læs mere i Nyt fra Sprognævnet 2022/3). I Retskrivningsordbogen gives der ikke oplysninger om genitiv, så pronomener i denne kategori er i Retskrivningsordbogen anført som havde de ingen bøjning. I COR er alle fuldformer, herunder genitiv, imidlertid anført for pronomenerne, så her er der forskel på fx begge og sig.

Fra pronomen til adjektiv

Ordet anden (andet, andre) var til og med Retskrivningsordbogens 4. udgave (herefter: RO 4) opført som pronomen (og talord) – fra RO 5 er det opført som adjektiv (og talord). Grænsedragningen mellem pronomen og adjektiv er særligt vanskelig fordi en del pronomener ligner adjektiverne mht. fx bøjning (jf. tabel 1 ovenfor). Det gælder også anden, men anden har en særlig egenskab: Det kan fungere som et såkaldt selektivt pronominaladjektiv (Hansen & Heltoft 2019: 536 ff.; en betegnelse der dog også viser dets slægtskab med pronomenerne). Det betyder at anden kan udpege en referent som en eksplicit modsætning til andre mulige referenter, fx de andre hunde. I den henseende ligner anden andre adjektiver som egen, samme og øvrige. Ordet anden har også andre placerings- og kombinationsmuligheder end de øvrige pronomener: Anden kan stå på samme position som adjektiverne gør, dvs. før substantiver, sml. fx de røde hunde – de andre hunde, og før talordene, sml. fx de smukkeste to og de andre to¹. Anden kan altså også kombineres med bestemmere såsom artikler og genitiver, hvad pronomenerne som regel ikke kan (sml. fx de andre hunde og *de mine/nogle/sine hunde). Af alle disse grunde opføres anden nu på linje med adjektiverne egen, samme og øvrige. At anden nu er opført som adjektiv og ikke som pronomen, udelukker ikke at man kan bruge anden alene uden fx et substantiv i forbindelser som Har du set de andre? og blandt andet, ligesom man principielt kan med alle adjektiver, se fx De unge nu til dags.

Desuden adskilles adjektivet anden fra talordet anden da talordet ikke kan bøjes i pluralis som adjektivet kan; talordet bøjes kun i genus, fx anden halvleg og mit andet ægteskab. I fx mine andre børn er det altså adjektivet og ikke talordet der er anvendt.

Ved siden af talordet anden (andet) indføres i RO 5 også talordet første. Adjektivet første var allerede med i RO 4, men adskiller sig fra ordenstallet første (som ses i fx Christian den Første) ved at kunne kombineres med kardinaltal (mængdetal), fx de første to der kom i mål. At der her ikke er tale om et talord, ser man ved at de andre ordenstal ikke har denne egenskab – man kan ikke have: *de tredje løbere der kom i mål, men uden problemer de første løbere der kom i mål.

Fra adjektiv til pronomen

Ordet al (alt – alle) var til og med RO 4 opført som adjektiv, men fra RO 5 er det opført som pronomen. Al ligner mht. bøjningen et adjektiv, men dets funktion og syntaktiske placeringsmuligheder afviger så meget fra adjektiverne at det nu regnes for et pronomen. Ordet har bl.a. den særlige egenskab at det kan placeres før artikler og genitiver: Al kan forbindes med utællelige substantiver, fx al den trængsel og alarm, og alle med pluralis af tællelige substantiver, fx alle de ord (Hansen & Heltoft 2019: 566 ff.). I den henseende ligner al de personlige pronomener der også kan placeres foran artikler og genitiver, fx hende den dygtige sanger. I andre sammenhænge opfører al sig som et typisk pronomen idet det kan have anaforisk reference, dvs. pege tilbage på en tidligere introduceret referent, fx Eleverne satte sig. Alle havde deres skoletaske med (Hansen & Heltoft 2019: 566 ff.). At al nu er opført som pronomen, betyder ikke at forbindelser hvor det anvendes attributivt, nu er forkerte. Man kan stadig fuldt korrekt skrive fx alle hundene gør, ligesom man hele tiden har kunnet skrive ingen hunde gør.

Fra ingen ordklasse til pronomen

Forbindelserne hvad som helst, hvem som helst, hvilken (hvilket, hvilke) som helst, ingen (intet) som helst og nogen (noget) som helst havde til og med RO 4 ingen ordklasseangivelse – fra og med RO 5 opføres de som pronomener. Det skyldes at de må regnes for selvstændige pronomener og ikke forbindelser af et relativt eller interrogativt pronomen (fx hvem) + som helst, eftersom forbindelserne hvem som helst, hvilken som helst osv. hverken har relativ eller interrogativ funktion (Hansen & Heltoft 2019: 574 f.)². Det første ord i forbindelsen er nemlig ikke relativt til et andet led (som i fx Den person, hos hvem de fandt en stor tryghed …), og de anvendes ikke spørgende (som i fx Hvem har glemt sin jakke?). I stedet anvendes de pronominalt – i fx hvem som helst kan komme ind udgør hvem som helst én enhed der står for ’en vilkårlig person’. Det er i øvrigt ikke usædvanligt at flerordsforbindelser opføres som ét opslagsord, jf. fx aber dabei (substantiv), ad libitum (adverbium), alle sammen/alle sammen (pronomen), a la (præposition), herre jemini (udråbsord), lille bitte/lillebitte (adjektiv), tik tak (lydord).

Bøjningen af man

Det generelle pronomen man opføres i RO 5 nu også med kasusformerne: en (oblik/akkusativ) og ens (genitiv). Der har tidligere været en del uenighed i den grammatiske litteratur mht. om en (og ens) var at regne for egentlige kasusformer, eller om man snarere skulle opfattes som ubøjeligt (se fx Mikkelsen 1975: 306, Diderichsen 1957: 51 f., Hansen 1967: 198, 247). I nyere fremstillinger opfattes forholdet mellem man og en imidlertid som paradigmatisk (Hansen & Heltoft 2019: 556 f., Jacobsen 2019: 108, Jørgensen 2021), dvs. at man og en (og ens) regnes for ét bøjningsparadigme. Det gør det fordi man og en anvendes på samme måde som de personlige pronomener, der også har kasusbøjning; nominativformen anvendes som hovedregel i subjekt, og den oblikke form i alle andre tilfælde. Sml. fx han (subjekt i nominativ) må ikke lyve og dette kan undre ham (direkte objekt i oblik) med man (subjekt i nominativ) må ikke lyve og dette kan undre en (direkte objekt i oblik). Det særlige ved man – en er at det er et tilfælde af såkaldt suppletiv bøjning idet bøjningen involverer brugen af forskellige stammer i det samme bøjningsmønster. Man suppleres m.a.o. af en (og ens). Suppletiv bøjning ser man i øvrigt ved fx god – bedre – bedst.

Under opslaget man finder man nu desuden følgende eksempler:

• når ens kørekort udløber, skal man have det fornyet
• man må kunne sin geografi

Eksempel (1) illustrerer at man anvender genitivformen ens når man ikke er subjekt i sætningen. Eksempel (2) illustrerer at man anvender sin når grundleddet er man.

Ved at opføre man med kasusformerne en og ens følger Retskrivningsordbogen dermed den nyere grammatiske litteratur.

Referencer

Diderichsen, Paul (1957 [1946]). Elementær Dansk Grammatik. 2. udgave. København: Gyldendal.

Hansen, Aage (1967): Moderne Dansk, bind 2. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Grafisk Forlag.

Hansen, Erik & Lars Heltoft (2019 [2011]). Grammatik over det danske sprog, bind 1-3. 2. udgave. København/Odense: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Syddansk Universitetsforlag.

Jacobsen, Henrik Galberg (2019). Yngre nydansk. Ebba Hjorth (red.). Dansk Sproghistorie 3. Bøjning og bygning. København/Aarhus: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Aarhus Universitetsforlag.

Jørgensen, Henrik (2021). Man og en – paradigme eller ej? M.H. Andersen og E.S. Jensen (red.). Med fornøden agtelse. Festskrift til Jørgen Schack på 60-årsdagen 14. maj 2021. 185-196. Bogense: Dansk Sprognævn.

Mikkelsen, Kristian (1975 [1911]). Dansk Ordföjningslære (1975-udg.). København: Hans Reitzel.

Fodnoter

1: Du kan læse mere om placeringen af anden i Hansen & Heltoft (2019: 536 ff).

2: I Hansen & Heltoft (2019: 574) nævnes kun forbindelserne hvad/hvem/hvilken/hvilket/hvilke som helst i denne forbindelse. I RO 5 henregnes også ingen/intet/nogen/noget som helst til denne gruppe.